Hudscreening

Det er vigtigt løbende at tjekke sin hud og holde øje med modermærker, pletter og gevækster, der tilkommer igennem årene. Man skal holde øje med forandringer i huden og lade sig tjekke hos en hudlæge, hvis man er i tvivl, eller hvis man opdager noget mistænkeligt.

Modermærker, der forandrer sig ved fx. at vokse, skifte farve, danne sår eller blive asymmetriske, skal undersøges af en hudlæge. Nye modermærker hos folk over 40 år bør også undersøges. Er du i risiko for modermærkekræft, bør du tjekkes regelmæssigt (årligt) hos en hudlæge.

Kom til med det samme

I Danmark har antallet af nye tilfælde af modermærkekræft om året været kraftigt stigende gennem mange år. Mange tusinde mennesker rammes årligt af modermærkekræft. Både mænd, kvinder og yngre personer får modermærkekræft. Danmark er et af de lande med flest tilfælde af modermærkekræft på verdensplan. Årsagen til modermærkekræft er hovedsageligt sol og solskoldninger gennem tiden. Arvelighed kan også spille en rolle.

Hvis modermærkekræft opdages i tide, er helbredelsesprocenten høj. Vi anbefaler, at man selv holder øje med sine modermærker hver 3. måned. Sæt din telefon til at minde dig om det. Så glemmer du det ikke. Tag eventuelt et billede med din mobiltelefon af din krops forside og bagside så du har en bedre fornemmelse af, om der er sket ændringer. Nederst på siden har vi samlet spørgsmål og svar, som du kan læse, hvis du vil vide mere. 

Som selvbetaler behøver du ingen henvisning fra egen læge. Skin tilbyder hudscreening uden ventetid. Har du en henvisning fra din egen læge, kan du gøre brug af din sundhedssikring hos Skin.

Solskader

Solskader refererer til de skader, som huden kan få som følge af udsættelse for ultraviolette (UV) stråler fra sol eller solarie gennem livet. Disse skader kan vise sig som fregner og pigmentforandringer, rynker og tidlig aldring af huden, karsprængninger og i værste fald hud- eller modermærkekræft.

Hud- eller modermærkekræft er kræfttyper, der opstår, når hudceller eller pigmentcellerne i huden begynder at vokse unormalt og ukontrolleret. Der findes flere typer kræft i huden, men de mest almindelige er basalcellekræft, pladecellekræft og modermærkekræft. Modermærkekræft er den mest alvorlige form og kan sprede sig aggressivt til andre dele af kroppen, hvis det ikke opdages tidligt.

For at beskytte sig mod solskader og nedsætte risikoen for hud- og modermærkekræft anbefales det at bruge solcreme, bære beskyttende tøj og undgå at være i direkte sollys i de mest intense timer midt på dagen.

Aktiniske keratoser

Aktiniske keratoser er ru, skællede pletter på huden, der opstår som følge af langvarig udsættelse for solens UV-stråler. Jo lysere hud man har, jo større er risikoen for udvikling af aktiniske keratoser. Aktiniske keratoser ses ofte på områder, der ofte udsættes for solen såsom ansigt, hænder, bryst (hos kvinder især) og på skalpen hos mænd med sparsomt hår. Aktiniske keratoser betragtes som forstadier til hudkræft, hvilket betyder, at de langsomt kan udvikle sig, hvis de ikke behandles. Det er vigtigt at få disse pletter vurderet af en læge og blive behandlet. Behandling af aktiniske keratoser omfatter lokalbehandling med cremer, frysning (kryoterapi) og afskrab (curretage) afhængigt af sværhedsgraden.

Basalcellekræft

Basalcellekræft (BCC) er en type hudkræft, der opstår i basalcellerne i huden, som findes i det nederste lag af overhuden (epidermis). Det er den mest almindelige form for hudkræft og ses ofte hos mennesker med lys hud, især dem, der har været udsat for meget sollys over tid.

BCC udvikler sig langsomt og spreder sig yderst sjældent. Af den grund omtales BCC ofte som godartet hudkræft. BCC vokser dog over tid og kan dermed påvirke og ødelægge det omgivende væv, hvis ikke der behandles. Typiske symptomer på BCC er en lille, perlemorsskinnende eller rødlig knude, hvor der kan være et sår i midten, der ikke heler, eller en skællende plet.

Risikoen for at udvikle BCC øges med alderen, og faktorer som solbeskyttelse, hudtype og tidligere soludsættelse spiller en stor rolle. Behandlingen for BCC er typisk kirurgisk fjernelse eller afskrab (curretage)

Pladecellekræft

Pladecellekræft er den næsthyppigste form for hudkræft og opstår i pladecellerne i hud og slimhinder. Denne form for kræft kan således opstå ikke kun i huden men også på andre overflader i kroppen, herunder i munden og på kønsdele. Pladecellekræft spreder sig sjældent.

Risikofaktorer for udvikling af pladecellekræft er lys hud, for meget udsættelse for sol og/eller solarium, nedsat immunforsvar, tobak og HPV-infektion. Langt de fleste tilfælde skyldes sol. Behandling af pladecellekræft afhænger af størrelse og placering og kan omfatte kirurgi og strålebehandling.

Modermærkekræft

Modermærkekræft opstår i de celler, der producerer hudens pigment (melanin). Disse celler kaldes melanocytter, og de findes primært i huden, men også i øjnene og andre dele af kroppen. Modermærkekræft er en alvorlig kræftform, da den har en tendens til at sprede sig til andre dele af kroppen, hvis den ikke fanges tidligt.

Modermærkekræft opdages typisk ved, at der bemærkes ændringer i eksisterende modermærker eller ved udvikling af nye modermærker, som ser anderledes ud end de andre modermærker.

Nogle almindelige tegn på modermærkekræft er:

  • Ændringer i form, farve eller størrelse på et modermærke

  • Asymmetri, hvor den ene halvdel af modermærket ikke ligner den anden

  • Uregelmæssige kanter

  • Udvikling af flere farver, som kan spænde fra sort, brun, hvid, rød til blå

  • Størrelse, der ofte er større end 5-7 mm og tiltagende størrelse.

  • Kløe, blødning eller sår, der ikke heles.

Risikofaktorer for udvikling af modermærkekræft omfatter sollys, solarium, en familiehistorik med modermærkekræft, mange modermærker eller atypiske modermærker.

Det er vigtigt at få regelmæssige hudkontroller og være opmærksom på ændringer i huden, så kræft i huden kan opdages tidligt og behandles effektivt.

Spørgsmål & svar

Skin tilbyder:

Hudlæge

Kosmetiske Behandlinger

Skin er registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Vi følger nøje alle gældende regulatoriske krav og retningslinjer for at sikre din sundhed og sikkerhed under alle typer af behandlinger. Vi er et team af erfarne og kvalificerede fagfolk, og vi er dedikerede til at give dig den bedst mulige pleje samtidig med, at vi opretholder de højeste standarder for patientsikkerhed og behandlingseffekt. 

Vi forstår vigtigheden af tryghed og tillid i forbindelse med din behandling, og derfor holder vi os altid opdaterede om de krav og standarder, som er fastsat af sundhedsmyndighederne.

Din sikkerhed og tilfredshed er vores højeste prioritet.